Designet i 1934, kendt af alle danskere - store som små - men klar til ‘pensionering’. Det er tid til at skifte synstavlen ‘Østerberg’ ud rundt om på mange klinikker. Tavlen med den klassiske svane i toppen løser ikke sin opgave. Et stort dansk forskningsprojekt fra Roskilde Sygehus har nemlig afsløret, at to ud af tre børn med dårligt syn går glat igennem synsprøven, når læger og sundhedsplejersker tester med ‘Østerberg’.
Bruger man i stedet en tavle baseret på det såkaldte LogMAR-princip, finder man 85 procent af de børn, som har problemer med synet.
På LogMAR-tavlerne er det stregtegninger frem for fyldte symboler, og tegningerne ligner mere hinanden og er derfor sværere at skelne mellem. Desuden er springende mellem linjerne mindre på en LogMAR-tavle, og størrelsesforholdet er logaritmisk korrekt, hvilket vil sige, at størrelsen på figurerne falder med det samme interval for hver linje.
»Jo tidligere et behov for briller opdages, jo bedre. LogMar-systemet er det helt
rigtige system, hvis man vil screene børn under fem år«
»Jo tidligere et behov for briller opdages, jo bedre. LogMar-systemet er det helt rigtige system, hvis man vil screene børn under fem år,« siger Anni Tolstrup-Christensen, ejer af Stetoskop.dk.
Der findes LogMar-øveplader, hvor de små børn kan blive fortrolige med tavlerne inden en screening. Der findes blokke, hvor man kan trække en side ud og give til forældrene, så barnet på forhånd kan lære de forskellige figurer at kende.
»Det betyder, at man kan screene børn helt ned til 18 måneder,« siger Anni Tolstrup-Christensen og fortæller, at Sundhedsstyrelsen allerede anbefaler tavler af LogMAR-typen, hvis man ringer og spørger.