En god dag for købmanden
Find en købmand, som ikke elsker, at varerne flyver over disken, og pengene ruller den modsatte vej, og du kommer til at lede længe. Også hos Anni Tolstrup-Christensen kommer du til at gå forgæves.
»Det er da fedt de dage, hvor vi bare sælger og sælger. Det er jo derfor, vi er her. De dage smiler vi ekstra bredt,« siger ejeren af Stetoskop.dk og Seagull Healthcare.
Sådan var det også dengang i 1970’ernes Herning, hvor Anni Tolstrup som 13-årig stod på bag disken i familiens isenkræmmerforretning. Her ledte en driftig far slagets gang.
»Min far sagde altid til os børn: ‘Varer sælger varer – se så at få noget på hylderne’.«
Der er langt fra potter og pander i Herning til kontorlandskabet i Slagelse, hvor Anni Tolstrup-Christensen og de ansatte i dag huserer. Kunderne anno 2020 bliver mødt digitalt eller over telefonen. Det er ind og ud af webbutikken hele tiden. Ordrerne ender i sidste ende hos personalet i lageret i Skælskør 20 km. derfra.
Solen skinner denne tirsdag formiddag i juni, og der er allerede godt gang i salget ved skærmene. Selvom Anni Tolstrup-Christensen er ejer af virksomheden, sidder hun selv ved en computer klar til at give svar, for hun »vil gerne være tæt på sine kunder.«
Samtalerne kan spænde fra meget vidende kunder som praktiserende læger og professionelle indkøbere til private kunder, der ikke er vant til at bruge medicinsk udstyr.
»Jeg har f.eks. haft en ældre mand i røret. Han kunne ikke skifte mellem celsius og fahrenheit. Det var bare en knap, han skulle flytte, men det kunne vi simpelthen ikke forklare ham. Så måtte vi have den retur og få den skiftet til celsius. Ja, mødet med kunderne kan variere meget her. Men der skal være plads til alle,« siger Anni Tolstrup-Christensen og smiler.
|